5 fantastiske kvinder (og en opskrift på ingefærshots)


I sidste weekend var jeg sammen med 5 dejlige kvinder, jeg har gået i 8. og 9. klasse med – for læææænge siden. Vi snakker i sidste århundrede – ja endda sidste årtusinde.

Vi var meget tæt knyttede dengang i 90’erne og vi troede vel nærmest aldrig, vi skulle komme til at undvære hinanden. Men så kom efterskoler, uddannelser, mænd og andre spændende ting ind vores liv og vi drev ligeså stille hver til sit. Nogle af os havde lidt mere med hinanden at gøre end andre, efter vi gik ud af skolen, men også dét løb lige så stille ud i sandet.

Men her for 5 år siden, tror jeg det er, fandt vi sjovt nok sammen igen. (Længe leve Facebook)

Vi har alle været igennem nogle ting i vores liv, som har været mere eller mindre sjove og som har fået os til vokse:

Vi er flere skilsmissebørn med fædre, som vi ikke har følt, har været der for os efter bruddet med vores mødre (de er blevet døbt “onkel Far”). Én har haft en mand på randen af alkoholisme, der har været ved at koste dem deres ægteskab. Én har fundet ud af, at hun er til piger i sine 30’ere – efter at have været gift og fået 2 børn. Hun har for første gang prøvet at være head-over-heals forelsket og dermed også faldet dybt ned i sorgen af at miste sin første store kærlighed, da det ikke holdt. Én har været forsker OG bibliotekar. Hvordan det hænger sammen? Aner det ikke. Et par stykker er landmandskoner (og  meget mere), hvis mænd ikke er ret meget hjemme. De har 4 og 5 børn, fuldtidsjobs og ved alt om køer og grise – seje piger! Halvdelen af os har haft stress eller depression tæt inde på livet på et tidspunkt.

I hele denne suppedas, er der 19 børn – heraf 3-4 børn med særlige behov… Vi er alt fra pædagoger over sekretærer til forskere og bor i alle kanter af Jylland. Så vi er en broget forsamling og det siger næsten sig selv, at det ikke er helt nemt  at finde en dag, vi kan være sammen og sludre over et glas rødvin og lidt mad. Og hvis børnene og mændene er med den dag, vi har fundet, bliver det ikke til meget kvalitets-sludren…

Fælles for os alle er, at vi er fedtet ind i en hverdag med alt, hvad det indebærer: job, børn, hus, hobbyer, venner/veninder, familie og en masse fritidsaktiviteter, der skal køres til. Men fælles er også, at vi har været på en rejse i livet. En rejse, der har defineret, hvem vi er nu, og hvordan vi anskuer tingene. Fælles er også at vi vil hinanden.

Og mærkeligt nok efter alle disse år uden at have snakket sammen: Der er en fortrolighed og en opbakning i mellem os, som bare synes at være vokset i løbet af årene.

Jeg knuselsker de piger og synes, de er over-seje! Og så føler jeg mig faktisk privilegeret over at være en lille del af deres liv. Faktisk synes jeg bare, de er blevet endnu mere spændende at være sammen med, efterhånden som livet har modnet os.

Jeg har haft mange mennesker, der er kommet og gået i mit liv og jeg roser faktisk mig selv lidt for ikke at lade mennesker, der er skidt for mig, blive i mit liv. Det startede nok allerede som 8-årig, da min “onkel Far” ikke viste sig at være et godt bekendtskab for mig. Og nej, der er ikke nogen ulovligheder involveret i det, han gjorde bare ikke noget godt for mig og mit selvværd. Så allerede i en alder af 8 år (med opbakning fra resten af min familie inkl. min farmor og faster mm. fra den side) valgte jeg at sortere det første dårlige forhold ud af mit liv og begynde at vælge de gode forhold til. Hårdt vil nogen måske sige. Jeg vil kalde det selvopholdelsesdrift. Hvis ikke jeg havde gjort det, ville jeg være faret vild i dårlige følelser og mindreværd.

Det resulterer også i, at jeg ikke er et menneske med mange bekendte hist og her. Jeg har nogle få dejlige mennesker, jeg holder usigeligt meget af og som jeg vil gøre stort set hvad som helst for – og jeg ved, de vil gøre det samme for mig! De er som familie for mig. Og heriblandt er disse 5 kvinder. Det virker lidt corny at sige efter alle disse år, men de er som familie for mig.

De fleste ved også, at det ikke er alle i ens familie, man ser lige tit. Og sådan er det med dem. Jeg ser dem måske en eller to gange om året, hvis jeg er heldig og så hygger vi med rødvin, mad, pinlige og sandfærdige historier, opdateringer om vores nuværende liv og drømme.

Og vi er alle sammen blevet ældre – og som det har sig med at gøre, når man bliver det – så er vi også blevet mere modne. Vi har så også efterhånden fundet ud af, at vi bliver nødt til at passe på os selv og vores helbred. (7-9-13 der er ikke sket noget fatalt med nogen af os endnu). Nu er vi altså også ved at nå den alder, at et par rynker hist og her ikke længere kan spartles væk. Og hvor er det spændende!! De bliver jo bare smukkere og smukkere, disse kvinder. Selvfølgelig er det ikke spændende at ligne en 60 årig når man er 35, men det er heller ikke sådan. Disse kvinder har en vilje og et hjerte og de er modige og naturlige og så kan man se de har levet og leet og bekymret sig.

Vi kan begynde at mærke, tingene trækker sydpå og at muskler og knogler ikke er helt så stærke, som de var engang. Vi begynder at bekymre os om helbredet og tænker på, hvordan vi kan få kroppen til at holde sig bedst muligt. Og det er her ingefærshots kommer ind i billedet.

En af disse fantastiske kvinder havde taget ingefærshots med, hun selv havde lavet og den skulle vi selvfølgelig alle sammen smage. Hun er sådan en af dem, der kunne leve af naturen alene og har en helt ufattelig kendskab til naturens forrådskammer, som jo så kommer os andre til gode…

Jeg kendte vagt til nogle de gode egenskaber, ingefær har og jeg hører om flere og flere, der tager ingefærshots. Personligt har jeg aldrig brudt mig om smagen af ingefær i mad og drikkevarer – der smager af opvaskemiddel i min mund. Men anyway… Det inspirerede mig til at overvinde min kræsenhed og begynde at tage ingefærshots for alt det gode, det gør for kroppen. Og for dem, der ikke kender til ingefærens gode egenskaber, kan man læse mere her.

Det er kradsbørstige sager, men jeg synes ikke det smager af opvaskemiddel og så er det så nemt at lave. Opskriften på ingefærshots finder du her

Pas på dig selv og dine nærmeste – og husk at få det bedste ud af det liv du har. (Og husk, at der ikke sker noget ved at blive ældre – man bliver nemlig også klogere og sjovere og mere lækker 😉 )

En barnlig dag

I dag er en helt fantastisk dag

Her til morgen vågnede jeg som sædvanligt til husbondens vækkeur efterfulgt af mit eget. Men da jeg vågnede, følte jeg en helt utrolig indre ro. Der var ikke noget, der fortalte min hjerne, at der var travlt eller at der var en masse ting, der skulle nås i dag. Ingen forventninger – ingen restriktioner. Hvilken ro!

Pigerne stod op og kom væltende ind i sengen og gav kram med smil på og et fantastisk humør (Gad vide, om de følte det samme som mig?). Vores morgen går som sædvanligt med at spise morgenmad og gøre os færdige. Pigerne havde ikke fået sagt, de gerne ville i SFO i dag, så der skulle lige pakkes 3 SFO-madpakker også. Heller ikke det kunne få mig ud af min ro.

Klokken 7.30 skal vi ud af døren for at gå op til skolen, der starter 7.45. Og sikken en dejlig dag. Høj sol og en lille smule kulde i næsen = en frisk morgen. Pigerne er nu blevet så store, at de selv drøner i forvejen på deres cykler og løbehjul. Og jeg kan stole på, at de kører ordentligt, for det har vi trænet med dem utallige gange. Der er skolepatrulje to steder på vejen. Det er 6. klasses elever, der er skolepatrulje (vores skole går desværre kun til 6. klasse) Og jeg føler en taknemmelighed til vores dejlige skole, der sørger for, at der altid er nogen til at passe på vores poder. Bagefter kommer jeg halsende med en stor IKEA-pose fyldt med regntøj, gummistøvler mm. der skal bo i deres rum indtil fredag. Heller ikke dét rører mig. Jeg er fuldstændig rolig…

Hver dag er der morgensang på skolen. Det kan jeg huske, vi også gjorde på min skole. Vi sang fra sangbogen ‘555 sange’. Det er en fantastisk måde at starte dagen på og derfor er jeg også med til morgensang de morgener, det kan lade sig gøre. Alle eleverne samles i fællesrummet og en af skolens dygtige musiklærere spiller enten på klaver eller guitar, mens teksterne står på smartboardet. Og jeg må sige, at jeg er imponeret over, hvor gode lærerne er til, at få børnene til at synge med. I dag sang vi ‘Hodja fra Pjort’ af Sebastian og ‘Tju Bang Chokolademand’ af Alberte Winding. Hodja fra Pjort er jo ren nostalgi for mig, da den er fra, da jeg var barn. Fedt, at den stadig bliver brugt. Men min dag fik lige endnu en tak opad, da Tju Bang Chokolademand gik i gang. Børnene sang den simpelthen så flot at jeg ikke kunne lade være med at smile og jeg elsker sangens budskab: Lad være med at vokse op og blive som alle de andre, hvis du hellere vil noget andet. Husk dit indre barn! Jeg var helt høj bagefter!

Efter jeg har afleveret børnene i skole, går jeg mange gange en god rask tur for at få startet dagen (og selvfølgelig få lidt motion – men mest det med en god start på dagen 😉 ) og jeg satte Alberte Windings album “Albertes bedste børnesange” på og skruede op. Tju Bang Chokolademand, hvor det gik derud af. Jeg gik min hurtigste tid til dato og på et tidspunkt gik energien direkte i mine ben og jeg begyndte at lave gadedrengehop!!! Hvor fedt – solen skinner, jeg har min indre ro, jeg er glad og tænker på, hvornår jeg mon sidst har følt det sådan. Og hvordan det føltes, da man var barn og der ikke var nogen voksenforpligtelser. Var det mon sådan det føltes? Var det derfor, man lavede gadedrengeløb og trillede ned af bakker. Fordi man kunne?

 

Fra min gåtur
Fra min gåtur

 

Lige der, mens jeg lyttede til Albertes englestemme fortælle fra børnenes krøllede univers, fik jeg også lige en påmindelse om, hvorfor man ikke skal presse børn til at blive store og glemme fantasien. Der skal være plads til at hoppe i vandpytter, lege at der er fisk under spisebordet, ringe til Mars fra sit ærme, gå på jagt efter bær i haven, tage på eventyr inden i og udenfor. Nogen gang skal vi voksne bare tage at pakke vores voksentanker og se på børnene. De kan lære os meget om, hvordan man lever fuldt ud.

Nu er dagens største og vigtigste opgave så at beholde glæden og varmen og roen inden i resten af dagen, eller så længe det kan lade sig gøre. I første omgang vil jeg hvert fald ud i det gode vejr. Måske skulle man sætte tid af til at tegne lidt i dag. Det er længe siden, jeg fået gjort noget ved det. Noget, skal der hvert fald ske – det kan jeg mærke. Sådan en dag skal bruges!

Og i skal ikke snydes. I får teksten på Albertes dejlige sang herunder:

alberte

Tju Bang Chokolademand:

Hvem si’r
man skal bli’ tyk og stor
og vågne tidligt og være sur.

Hvem si’r
man ska’ ha’ slips og briller
få ondt i ho’det og tage piller
i hvert fald ikke mig.

Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.

Hvem si’r
man skal bli’ far og mor
og sidde stille ved et bord
og snakke, snakke, snakke, hele da’n
og blive træt og øm i bagen
i hvert fald ikke mig.

Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.

Hvem si’r
at man skal være stille
og holde mund
når man er lille.

Hvem si’r
vi ikke må lave ballade
og hoppe i sofaen
når vi er glade
i hvert fald ikke mig.

Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.

 

Hav en dejlig dag og husk at lade barnet inden i komme ud og lege engang i mellem.