Græskarmænd, kastanjedyr og skraldestomp


Tiden går og det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet noget nyt. Men nu er efterårsferien i fuld gang! Og den er fyldt med hygge og ‘kvalitetstid’, som de kloge kalder det. Jeg kalder det nærvær.

IMG_7403 (2)

Torsdag før ferien var der skolefest, fredag var der motionsløb og nu er der efterårsferie!!! Mandag, tirsdag og i dag har jeg alene med børnene (min kære mand skal desværre arbejde), men vi plejer nu altid at finde på noget spændende / hyggeligt. Og i år er ingen undtagelse.

Lørdag var vi på kastanjejagt og lavede kastanjedyr. Vi er så heldige at plejehjemmet har et kæmpe kastanjetræ og ham, der holder området, havde revet en stor bunke kastanjer sammen. Så det var bare at hælde i poser. Jeg havde måske ikke lige forestillet mig, at vi skulle have SÅ mange med hjem, men… Pigerne havde hver fået en 4 liters  pose og de var alle sammen over halvt fyldt.

Søndag lavede vi græskarmænd. Det var så dejlig en efterårsdag, at det foregik udenfor på terrassen i solskin. Vi havde købt et græskar til os hver (pigerne og mig – min kære mand gik og nussede i haven). Det tog ca. 2 timer at skære græskarhoveder – og bagefter gik der 2 timer med at rydde op!!! Nej, ikke kun rydde op, for jeg have besluttet mig for, at det der kød og kernesnask, der er inden i sådan et græskar, da må kunne bruges til noget – så det stod jeg og sorterede i ca 1½ time… Der blev da også en god portion både kød og kerner ud af det. Men det meste røg alligevel i skraldespanden.

Jeg kom også til at starte på et lille projekt: At sætte perler på et sæt høretelefoner. Flot blev det, men mine fingerspidser var helt ødelagte 😉 Hver enkelt perle skal klippes op i siden og sættes på ledningen… Det kræver lidt tålmodighed, men pigerne synes det blev vildt flot og så er det faktisk også lidt sjovt 🙂

Mandag var vi i Djurs Sommerland. Som altid var det mest legepladserne der lokkede.

I går var vi i Aalborg Zoo. Et lille fif: Hvis man har børn, der er glade for dyr, er det en god idé at få lavet et PandaClub-kort til dem. Det kan man gøre her. Med PandaClub-kortet får de fri adgang til 9 dyreparker + planetariet hele året rundt. Og ikke nok med det, PandaClubben holder nogle events i løbet af året, hvor barnet kan tage 3 familiemedlemmer med gratis. Og så støtter man jo også WWF som en ekstra bonus.

I går var en af de dage. Der var fokus på skrald i naturen og hvad man kan gøre for at undgå det. Og til at lære børnene noget om det, var der et orkester er spillede på instrumenter lavet udelukkende af genbrug. Gamle PVC rør, en gammel brønd, en rollator og et WC-bræt var nogle af tingene. Børnene kunne selv lave et musikinstrument af en drikkedunk med fuglefrø i, som skulle bruges under koncerten. Børnene blev udnævnt til skraldestjerner (pigerne) og plastikhelte (drengene) og kom op på scenen og bukkede for alle forældrene. Alt i alt en god oplevelse for dem.

IMG_7353
God musik på gammelt skrammel

 

I dag holder vi pakke-dag, for i aften går turen igen over bæltet. Hvad vi skal derovre, ved vi ikke endnu, men det skal nok blive godt!

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *